I morgen går turen til Sydbank Arena, hvor SAH møder KIF Kolding, der lige nu befinder sig på 14. pladsen, mens SAH har indtaget 4. pladsen. Holdet går ind til kampen med selvtillid efter tre sejre i træk, senest med sejren over Aalborg.
Cheftræner, Nick Rasmussen, udtaler inden opgøret:
“Vi vil prøve at holde fast i den gode start, vi har givet os selv her i 2025 med tre sejre, og fastholde de spillemæssige elementer.”
Han fremhæver især holdets evne til at veksle mellem forskellige formationer:
“Jeg synes, kodeordet for holdet har været omstillingsparathed, både i forhold til det offensive og defensive.”
Cheftræneren forventer, at KIF Kolding vil spille meget 7 mod 6, og understreger vigtigheden af at holde tempoet højt:
“Der er en tendens til, at når modstanderen spiller 7 mod 6, så får man en mere defensiv tilgang til spillet, så jeg håber, vi kan holde fast i kontraspillet og få fart ind i kampen.”
Kampen spilles kl. 20.00, og der er gratis entré, så vi håber at se jer i Sydbank Arena. I kan finde billetterne og udebanesektionen her.
Hvis I ikke har mulighed for at komme i hallen, kan I se kampen på TV2 Sport.
