SAH og Sønderjyske Herrehåndbold delte pointene mellem sig til aftenens opgør i Djurslands Bank Arena. Kampen endte 26-26 efter en dramatisk afslutning.
Allerede fra start var der fart over feltet, hvor Fredrik Olsson allerede inden det første minut bragte SAH i front. Dog svarede Nicolaj Jørgensen fra Sønderjyske hurtigt igen med en udligning. Donni Kristjánsson viste sig fra sin skarpeste side med to hurtige scoringer, og efter blot fem minutter var stillingen 5-3 til hjemmeholdet.
Sønderjyske kæmpede sig tilbage og overtog kortvarigt føringen ved 6-7 efter en række fejl fra SAH. Trods brændte straffekast og en periode på fem minutter uden scoring, formåede SAH at gå til pause foran 13-11 efter en scoring fra Morten Hempel Jensen.
Anden halvleg blev en dramatisk omgang, selvom SAH kom godt ud efter pausen. Her holdt de føringen de første minutter, blandt andet takket være Donni Kristjánsson, som i 34. minut kunne score sit syvende mål og derefter blev assisteret med en vanvittig redning fra Kristoffer Laursen. Sønderjyske svarede dog hurtigt igen og udlignede til 16-16 i 40. minut.
Herfra blev kampen en sand gyser, hvor Sønderjyske trak fra til 18-21, men SAH kæmpede sig tilbage, blandt andet via flere vigtige redninger af Magnus Brandbyge. Morten Hempel Jensen holdt hovedet koldt og reducerede gentagne gange, og da Donni Kristjánsson scorede på tomt mål til 25-25 kogte hallen.
I det sidste minut blev SAH tildelt et afgørende straffekast. Morten Hempel Jensen tog ansvaret og eksekverede sikkert, så stillingen blev 26-26. Kampen sluttede uden en vinder, men med masser af drama og en vigtig pointdeling for begge hold.
Cheftræner for SAH, Nick Rasmussen, udtalte efter kampen:
”Et eller andet sted er resultatet fair efter sådan en tæt kamp. Vi spiller tyve rigtig gode minutter i første halvleg, men derfra finder vi ikke for alvor rytmen igen. Starten på vores anden halvleg er fin og der havde vi mulighederne for at slå et lidt større hul. Vi må så også erkende, at når man er bagud med fire, når der mangler ti minutter, så er det svært at vinde en kamp. Jeg vil dog understrege, at det vidner om en god moral på holdet, at vi kommer tilbage og hiver et point hjem.”
Cheftræneren fremhæver til slut den defensive indsats til aftenens kamp:
”Forsvarspræstationen var super og så er Brandbyges indhop også værd at bemærke. Som jeg sagde til spillerne efter kampen, så er det fedt at have sådan et målmandspar som Kristoffer og Brandbyge, som kan supplere hinanden.”
Tak for opbakningen til vores frivillige, fans og sponsorer!
