Så blev det endelig kampdag efter en lang landsholdspause. Vi skal møde et modstanderhold der med 8 point på kontoen matcher os i den samlede stilling. Nordsjælland har vind i sejlene med sejre over TTH Holstebro, SønderjyskE, GOG og KIF Kolding.
Skal vi hive to point i land i dag, skal der derfor kæmpes fra startfløjtet lyder. Cheftræner Nick Rasmussen udtaler om modstanderholdet:
– Det er et hold, som har haft en flot oktober måned med mange sejre. De har en stærk kontinuitet på holdet, da de ikke har haft mange udskiftninger, så derfor har de et rigtig godt samspil. De dækker også godt op. Senest har de lige lavet en forlængelse med Gustav Bruun, som er en vigtig forsvarsspiller for dem.
– Generelt er det et godt ligahold og jeg synes, de har udviklet sig til at være et fleksibelt hold, som spiller kvikt.
– Nichlas Hald, som var ude i starten af sæsonen, er med igen og banker på i deres bagkæde. På højre back har de jo Kristian Olsen og Nikolaj Larsson, to unge spillere, en med et voldsomt skud og én der er rigtig god med benene. Og så har de deres topscorer, Jeppe Cieslak, som er en farlig og lynhurtig kontraspiller.
Om vores eget hold siger Nick Rasmussen:
– I vores sidste kamp mod Fredericia var der en lidt større stabilitet i angrebet, end der har været i de forrige kampe og det vil vi prøve at bevare mod Nordsjælland.
– Mollerup og Balling stempler ind efter deres skadesforløb med de tre øvrige bagspillere, og det skaber en taktisk fleksibilitet, som vi glæder os til at kunne udnytte i dagens kamp.
Kampen fløjtes i gang på Fælleden kl. 15. Vi ses!
Arkivfoto: Matti Kronborg.




