Digital partner:

NAVN: Morten Hempel Jensen

ALDER: 25

PERSONLIG SPONSOR: a.hartrodt

Morten er oprindeligt fra Roskilde og startede med at spille håndbold allerede som 1-årig til babyhåndbold i Roskilde Håndbold. Han spillede i Roskilde Håndbold, indtil han som U18-spiller skrev under på sin første kontrakt med TMS Ringsted. Her spillede Morten i 5 år, inden han i 2021 skiftede til SAH. Morten har ved siden af sin håndboldkarriere taget en uddannelse som finansøkonom, som han blev færdig med forrige sommer.

Morten bor i Aarhus. Når han ikke spiller håndbold, bruger han sin fritid på afslapning og at nyde livet. Morten elsker mad og synes, det er svært at vælge en livret, men hvis han skulle vælge én ville det være Pad Thai. Hvis man kigger i hans køleskab, vil man altid finde æg og mælk til kaffen.

 

Forventninger til resten af sæsonen?

Nu er der jo ikke så meget tilbage af sæsonen, men jeg håber, at vi kan fortsætte det gode spil i ligaen, så vi er helt klar til slutspillet. Jeg ser meget frem til kampene i slutspillet, der forhåbentligt kan føre os videre til en semifinale. Det ville være helt vildt.

 

1 sjov ting om dig

Jeg har engang som U12-spiller fået gult kort i en håndboldkamp for at have hængerøv.

 

Fedeste håndboldoplevelse

Det står nok et sted mellem vores oprykning med Ringsted til ligaen og den oplevelse, vi havde i Bitola, da vi spillede mod Eurofarm Pelister på udebane. Det var et helt specielt sted at spille med de fans, der var der, den måde det hele forløb på og generelt hele atmosfæren. Det var virkelig en fantastisk oplevelse.

 

Dine rolle på holdet – hvad skal du bidrage med?

På holdet er jeg nok meget en humørspredende person. Jeg føler faktisk altid, at jeg selv er i godt humør og prøver altid at sprede det til andre. Desuden forsøger jeg at levere godt håndboldspil og hjælpe mine holdkammerater, hvis jeg ser noget, som jeg mener er en mulighed for at holdet kan forbedre sig.

 

Nævn tre personligheder inden for håndboldens verden, som du har ladet dig inspirere af – det kan være en træner, en medspiller eller en modspiller.

De ungdomstrænere, jeg har haft i Roskilde, har haft stor betydning for den måde, jeg spiller og ser spillet på. Jeg tror, at de har haft en rimelig stor betydning, både når det kommer til det helt simple og til det håndboldtekniske.

 

Har du altid kun dyrket håndbold, eller har du dyrket andre sportsgrene?

Jeg har også spillet fodbold i 10 år samtidig med, at jeg spillede håndbold. Da jeg var 14 år, valgte jeg at fokusere på håndbold og stoppede med at spille fodbold. I de seneste år har jeg også spillet lidt golf ved siden af håndbolden.

 

Har du et idol – ikke nødvendigvis håndboldspiller. Hvem? Hvorfor?

Nej, jeg tror ikke rigtig, at jeg har et idol. Det er ikke noget, jeg virkelig har gået op i eller tænkt over.

 

Hvad er dit personlige mål inden for håndbold?

Mit personlige mål er at nå så langt som muligt. Det er et ret klassisk svar, men jeg vil gerne se, hvor langt jeg kan nå, og forhåbentlig prøve at vinde et eller andet – om det så er en pokalturnering eller det danske mesterskab, er ligegyldigt for mig.

 

Følger du generelt med i sport?

Jeg følger med i det meste og ser rigtig meget sport. Jeg ser næsten alle håndboldkampe, der er i herreligaen, og jeg ser også en del kampe fra Bundesligaen og Champions League. Derudover ser jeg også en masse fodbold, og så ser jeg ellers en masse andre sportsgrene, hvis de er der – for eksempel en badmintonfinale med en dansker eller lignende.

 

Har du et kælenavn blandt familie og venner?

På holdet bliver jeg primært kaldt Jensen, men ellers har jeg ikke noget særligt kælenavn.

 

Hvad er det bedste ved SAH-holdet?

Det er, hvad mange andre også har sagt, det fællesskab, der er omkring holdet. Det, synes jeg, er meget unikt. Alle er med, der er ikke nogen, der ikke er helt inde i fællesskabet. Jeg tror, det kan være svært at forstå, hvis man ikke er en del af det, men det er noget helt særligt. Jeg tror også, at det kan ses i nogle af de præstationer, vi har.

 

Har du et ritual i forbindelse med kamp?

Nej, ikke som sådan, men jeg tager altid venstre sko på først. Så når jeg tager sko på, er det altid venstre sko først.

 

5 hurtige

Skiferie vs badeferie

Jeg fristes næsten til at sige skiferie. Jeg har været rigtig meget på skiferie, men det må jeg ikke nu.

Løbetræning vs styrketræning

Styrketræning

Hund vs kat

Hund

Sms vs opkald

Opkald

Facebook vs Instagram

Instagram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *