CHEFTRÆNEREN: VI MØDTE OVERMAGTEN

16. okt 2023

I går stod SAH over for Aalborg Håndbold i en kamp, der endte med et nederlag på 19-26. Både Mikkel Hansen og Niklas Landin fik spilletid i opgøret, og det var tydeligt, at Landin havde snoet os om sin lillefinger med en redningsprocent på imponerende 57,58%. 

 

Kampen begyndte fornuftigt for SAH, der stadig var med til halvleg med stillingen 10-12. Men det var de efterfølgende minutter, der skulle vise sig at være afgørende. Aalborg Håndbold formåede at score 11 mål på 13 minutter, mens SAH kun kunne svare tilbage med 2 mål. Dette ændrede stillingen drastisk til 13-23. 

 

En af lyspunkterme i kampen var fløjspillerne. Mikkel Lang på højre fløj scorede imponerende 6 mål, Silas Aarestrup Frank fra talentakademiet SHEA satte også sit aftryk med et mål, og Anton Bramming bidrog med yderligere 2 mål fra venstre fløj.

 

Cheftræner Nick Rasmussen udtalte sig om kampens forløb og sagde: 

Vi møder et hold, der på alle parametre er klart bedre end os i dag. Vi bød dem op til dans i første halvleg, og så synes jeg, at vi får afsluttet kampen de sidste ti minutter fint.

Men i 2. halvleg får vi sværere og sværere ved at tilspille os chancer. Vores 7 mod 6 lykkes vi ikke rigtigt med – kun i de sidste ti minutter. Jeg er egentlig tilfreds med vores 6 mod 6 defensivt hele kampen, og jeg synes, at vores første halvleg offensivt var rigtig god. 10 mål syner ikke af meget, og det skyldes, at vi ikke formår at eksekvere.

 

Træneren påpegede også fløjspillernes stærke indsats:

Lang var rigtig god i dag, og jeg synes faktisk generelt, at vores kanter var gode. Vi får syv mål i alt ovre fra højre fløj i dag, og Bramming leverer to fra venstre, så det var rigtig fint. Det er også klart, at når man får mange fløjmål, så har de nok haft et stort fokus på vores bagspillere.

 

Rasmussen afsluttede med at sige:

Jeg er tilfreds med indsatsen i dag, men præstationen kunne godt have været bedre. Jeg letter selvfølgelig også på hatten for, at vi mødte overmagten. Det er ikke sådan, at jeg tænker, at det her var helt håbløst. Jeg tror, der er mange, der kommer til at tabe med syv mål til Aalborg.

 

Foto: Matti Kronborg.