I morgen venter en af sæsonens helt store udfordringer

28. feb 2025

I morgen venter en af sæsonens helt store udfordringer, når Djurslands Bank Arena danner rammen om opgøret mellem SAH og Aalborg Håndbold. Hallen vil summe af liv med håndboldglade østjyder og venskabsklubber!

Med nyligt kårede verdensmestre i truppen, heriblandt tidligere SAH-profil Thomas Arnoldsen, er Aalborg Håndbold uden tvivl en skræmmende modstander. De topper Herreligaen med 33 point, mens SAH ligger på en fjerdeplads med 23 point. Statistikken taler sit tydelige sprog – det bliver en udfordrende kamp.

Cheftræner i SAH, Nick Rasmussen, anerkender styrken hos Aalborg:

“Det er ikke bare et tophold – det er et europæisk tophold. Aalborg har været ekstremt dygtige til at bygge klubben op og tiltrække nogle af de bedste spillere, både fra Danmark og udlandet.”

Han understreger, at SAH skal være taktisk smarte:

“Man kan ikke lukke ned for alle deres profiler, så vi skal prioritere klogt. Vi skal være gode med bolden for at nedbryde deres 6-0-forsvar. Aalborg er ligaens mest scorende hold, så vi skal også kunne matche deres offensiv.”

Selvom udfordringen er stor, har cheftræneren en klar tro på holdets evner:

“Vi har tidligere leveret flotte resultater mod Aalborg, og vi går ind til kampen med en tro på, at vi kan gøre det igen. Spørgsmålet er, om vores kollektive styrke kan matche deres individuelle klasse – og det vil tiden vise.”

Djurslands Bank er kampsponsor og sørger for en fed optakt til kampen.

Der er ikke mange billetter tilbage, så skynd dig at få fat i din her.

Da vi forventer at blive mange, vil vi anbefale, I kommer i god tid. Læs om parkeringsmulighederne lige her.