EUROPEAN LEAGUE OPGØR MOD PORTO VENTER

16. feb 2026

Tirsdag skydes Main Round i EHF European League i gang for SAH, når der tages hul på næste kapitel af det europæiske eventyr. Modstanderen er den portugisiske håndboldklub Porto. 

Efter et succesfuldt gruppespil træder SAH ind i Main Round med to vigtige point i bagagen. Det giver et solidt fundament for de kommende opgør mod FC Porto og norske Elverum. Første kamp spilles tirsdag kl. 20.45 dansk tid i Dragão Arena. 

 

Ny og stærk modstander i vente

Værterne fra Porto er den mest vindende klub i portugisisk historie og med stor rutine fra Champions League venter der SAH, et mandskab med stor international erfaring. Selvom de to mandskaber aldrig tidligere har mødt hinanden, er cheftræner Nick Rasmussen ikke i tvivl om kvaliteten hos modstanderen. Han forventer derfor en krævende opgave: 

“Porto har spillet Champions League i mange år og har stor erfaring med europæisk håndbold. Det er et rigtig dygtigt hold med både portugisiske og skandinaviske profiler, så vi er fuldt bevidste om, at det bliver en svær opgave.”

 

Europæisk håndbold giver nye oplevelser

For Nick Rasmussen er det netop mødet med nye håndboldkulturer, der gør de europæiske kampe særligt spændende:

“Det er altid særligt at være med i European League. Her møder man nogle hold, man sjældent støder på, og som har en helt anden håndboldkultur og spillestil. Det synes jeg er rigtig interessant.”

På tirsdag venter der derfor en anderledes udfordring for SAH. Nick understreger, at netop kontrasten til hverdagen i den danske liga gør kampen ekstra interessant:

“I den danske liga har man mødt mange af holdene og spillerne i flere sæsoner, så man kender deres spillestil og tilgang rigtig godt. Det er derfor ekstra spændende at møde en anden spillestil end den danske.” 

 

Turen styrker sammenholdet

Udover det sportslige ser cheftræneren frem til den fælles rejse, som europæiske udekampe altid byder på:

“Det er fedt med den mandskabsmæssige del af det, især på en udekamp som denne. Når man er intensivt sammen i tre dage, får man slebet nogle kanter af og lærer hinanden bedre at kende på godt og ondt.”

 

Kampen spilles på tirsdag d. 17 februar kl.20:45 dansk tid. 

Kampen kan ses på PlutoTV! 

 

Næste kamp i Main Round spilles i Djurslands Bank Arena den 24. februar, hvor Skanderborg AGF får besøg af norske Elverum. 

Billetter til opgøret kan købes her!