Brødrene Anton og Magnus Bramming, der begge spiller venstre fløj, vil kæmpe for hver deres hold, når SAH møder TTH Holstebro i morgen. Storebror Magnus fra modstanderholdet har selv kommenteret på duellen på her. Han siger med et glimt i øjet, at han altid har joket med, at alt, hvad Anton kan på håndboldbanen, har han lært fra ham.
Det kan Anton dog hurtigt afvise med et stort smil på læben:
– Han har helt sikkert lært mig en ting eller to, men at han har lært mig alt, den køber jeg altså ikke, siger en grinende Anton.
Spørgsmålet om, hvordan det er at spille mod sin egen bror, besvares af Anton med:
– Nu har vi efterhånden prøvet det et par gange, men det er lige sjovt hver gang. Selvfølgelig er det altid lidt specielt at spille mod sin bror, men vi ved jo også godt begge to, at når kampen fløjtes i gang, så kæmper vi for, at vores respektive hold vinder. Men det er da sjovt at spille mod hinanden og noget, der bliver morsomt at kunne snakke om til familiemiddage om tyve år.
Anton røber også en morsom detalje, for han har for nyligt købt en SAH-trøje til sin 2-årige nevø, som er søn af storebroren Magnus. Spørgsmålet er derfor nu, om den lille fyr kommer iført farmands eller onkel Antons holdtrøje på mandag. Anton tvivler dog på, at nevøen får lov at troppe op i en SAH-trøje for sin far.
Afslutningsvis siger Anton om kampen:
– Jeg tænker da, det bliver en spændende kamp! Vi er to jævnbyrdige hold, som skal ud at kæmpe for nogle vigtige point, og så håber jeg, at jeg kan tage en ekstra pind med fra kampen i det indbyrdes opgør mellem Magnus og mig.




