Arnoldsen-brødre i duel: ”Det bliver virkelig specielt”

22. feb 2024

I morgen møder vi Aalborg Håndbold i Sparekassen Danmark Arena. Det er første gang, at tvillingebrødrene Frederik og Thomas Arnoldsen står overfor hinanden.

De har, siden de var helt små spillet på samme hold, men med Thomas’ skifte til Aalborg i sommers er situationen nu en anden. Derfor har vi taget en snak med vores stregspiller, Frederik Arnoldsen, for at høre hans tanker om mødet med tvillingebroren og Aalborg Håndbold:

– Det bliver virkelig specielt at skulle stå over for Thomas for første gang, men det er også noget, jeg har glædet mig til at prøve. Nu har jeg jo aldrig været i den situation før, så det bliver sjovt at prøve. Vi har, siden vi var helt små, altid spillet på samme hold, og derfor tror jeg også, at det bliver specielt for både Thomas og jeg.

– I familien har vi talt lidt om, hvordan det kommer til at være, men jeg tror også, at det bliver en sjov oplevelse for dem at se os imod hinanden på banen, når de altid har været vant til at se os på samme hold.

Han forventer en hård fysisk kamp mod Aalborg-mandskabet:

– Begge mandskaber har kæmpet en del med angrebsspillet, så det bliver spændende at se, hvilket hold der formår at skabe de bedste muligheder og udnytte dem. Defensivt spiller begge hold med meget fysik, så det handler om at være klar fra start.

 

Kampen fløjtes i gang 18.30 i Sparekassen Danmark Arena. Du kan følge livescore på kampen i Tophåndbold-appen.