Digital partner:

Det er en uforglemmelig sæson fyldt med intens håndboldaction, der nu nærmer sig den endelige afslutning. Søndag aften er det tid til at runde sæsonen af med et brag, når SAH står over for en udfordrende modstander i form af Fredericia HK på hjemmebanen i Aarhus. SAH-holdet er fast besluttet på at afslutte sæsonen med stil og sikre sig en sidste sejr.

Det er en yderst stærk modstander, vi står overfor i Djurslands Bank Arena, lyder det fra  cheftræner Nick Rasmussen:

– Vi vil gøre alt for at få to point i den sidste kamp. Fredericia har en stor motivationsfaktor, da de kæmper for at nå semifinalen.

– Vi står over for et hold med en rigtig god defensiv base, især i slutspillet, med et par rigtig gode målmænd, Thorsten Fries og Emil Tellerup. Derudover mestrer de 7 mod 6-spillet til perfektion, hvilket de særligt har gjort her i slutspillet. Vi skal forsøge at sætte en kæp i hjulet på de forskellige modeller, de arbejder med.

Den sidste kamp markerer afslutningen på en periode for to af SAHs unge talenter, Hákun West av Teigum og Thomas Arnoldsen, som skifter klub efter sommerpausen. Cheftræneren giver de to unge spillere rosende ord med på vejen mod Berlin og Aalborg:

– Det er sidste gang, vi har Thomas og Hákun i aktion for SAH, og det er altid svært, når man skal sige farvel. Jeg synes, at vi som klub har formået at skabe en god base for dem, og de har fået en håndbolduddannelse, så de trygt kan gå videre til større håndboldadresser. Begge spillere har haft en enorm betydning i en tidlig alder på et ligahold.

– Jeg synes, at Hákuns tid som senior har bidraget til udviklingen af hans forsvarsspil. Derudover har han tilføjet flere variationer til sit afslutningsspil. Han har også udviklet sin spilforståelse og evnen til at deltage mere aktivt i spillet ind af banen. Der er stadig områder, hvor han kan arbejde på at blive endnu dygtigere, men han har potentialet til at blive en meget, meget dygtig højrefløj.

– Thomas har på trods af sin unge alder for en bagspiller formået at spille på allerhøjeste niveau i ligaen. Han slider gennem hele kampen og spiller med stor dedikation og passion. Han er en meget dygtig vurderingsspiller og er stærk i én-mod-én-situationer. I løbet af sin tid her har han udviklet sit spil og fået flere våben, især når det kommer til afslutningsdelen. Han er blevet bedre til at variere sit spil, så det ikke kun handler om at bryde igennem forsvaret, men også om at score på langskud. Han er en dygtig spiller, der mestrer flere positioner i forsvaret, både fremme i en 5-1 og på begge backs. Han er også dygtig til kontraspillet.

– Det bliver selvfølgelig specielt at sige farvel til dem, og jeg ønsker dem held og lykke i deres videre færd, slutter Nick Rasmussen.

Kom og vær en del af en uforglemmelig aften i hallen, når vi tager afsked med sæsonen 22/23, samt Thomas Arnoldsen og Hákun. SAH-Fredericia HK spilles søndag den 14. maj i Djurslands Bank Arena med kampstart kl. 18.00.

Vi gør opmærksom på, at AGF samtidig spiller på Ceres Park, og der derfor vil være pres på parkeringspladser i området.

Arkivfoto: Ole Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *