BM Granollers lukkede og slukkede for den østjyske drøm om videre europæisk succes, da Liga Asobals nr. 2 vandt returopgøret med 5 mål og en samlet målscore på 62-59. Dermed kvalificerede spanierne sig til EHF European League 1/4-finalen.
SAH kæmpede med alt, hvad de havde, men på dagen var BM Granollers det bedste hold. SAH måtte se sig slået med fem mål, men det skyldtes ikke mangel på støtte fra deres utrolige fans, der fyldte hallen med deres entusiasme og opbakning under hele kampen.
Efter kampen satte Nick Rasmusen nogle ord på kampen og den europæiske kampagne.
– Jeg synes, det er en fantastisk kulisse at afslutte vores europæiske eventyr i. Desværre er det ikke med den succeshistorie, det ville have været, hvis vi var gået videre til kvartfinalen, men vi gjorde alt, hvad vi kunne.
– Granollers var desværre for dygtige i dag, og vi formåede ikke defensivt at sætte os igennem.
– Angrebsmæssigt synes jeg, at vi spillede en okay første halvleg, men vi havde det lidt svært efter pausen. Det var ærgerligt.
– Lige nu er jeg virkelig skuffet på hele holdets vegne, og ikke mindst på spillernes vegne. Vi har leveret få dårlige præstationer, når man ser på de 14 kampe, vi har spillet i Europa. Det skulle slutte på et tidspunkt, men det er ærgerligt, at det er nu, slutter Nick Rasmussen.
Der skal lyde en stor tak til de mange fans, sponsorer og samarbejdspartnere, der var mødt op i Fælleden for at støtte SAH-holdet.
TAK til SHEA og de mange ungdomsspillere, som tog imod SAH-truppen med romerlys og fart på trommerne.
Den kæmpestore opbakning betød meget for spillerne, og det var tydeligt at se på banen, at de blev løftet af publikums entusiasme og støtte.
Herudover ville vi gerne takke de fantastiske frivillige, som under hele EHF-kampagnen har været på overarbejde med gulvlægning, VIP-arrangementer og afvikling af kampene. TAK! Uden jer havde det ikke været muligt.
//
SAHs næste hjemmekamp er allerede på fredag, hvor vi tager imod HC Midtjylland i HTH Herreligaen. Kampen spilles i Fælleden den 31. marts med kampstart kl. 19:00.
Foto: Ole Nielsen




